Hendes blå mærker

Hun sidder altid alene i hjørnet, med armene rundt om hendes ben og rokker frem og tilbage, mens hun remser rim op. Hendes øjne er røde, og kroppen blå. Mærkerne fra de forrige gange kan stadig ses, og de gør ondt.Hun har lukket døren og lader ingen komme ind. Foroven hænger hendes tøj og jakker fint. De er troværdige. Hun snakker med dem om dagen. Påstår hun. Men ingen tror på hende. "Kvinden er blevet sindsyg" havde naboen sagt. Den nabo hun engang havde holdt af. Den nabo hun havde haft i mange år, svigtede hende nu. Svigtede hende efter alt hun havde gjort for ham. Hun var jo sindsyg. Hun kan se murstenen i øjenkrogen, og prøver at fortælle sig selv at det er forkert, men hun kan ikke holde tilbage. Hun rækker hendes spinkle arme ud, og tager fat i den. Den er tung, og får hendes arme til at ryste. Holder den ind til sig, og lader tårerne komme frem. Én efter én rammer de hendes nøgne krop. Hun leder efter et sted på hendes krop som ikke er blå, men hun har slået over det hele. Utallige gange før havde hun tæsket sin krop med murstenen. Ramte huden så hårdt, at blodet begyndte at komme frem. Hun kunne ikke forstå hvorfor hun gjorde det eller hvad der var galt med hende. Måske er hun sindsyg? Hun tørrer de ugyldige tårer væk, og mærker på sit lår. Finder en klud frem, og bider i det. Hun sørger for at hun holder murstenen ordentlig, og lader den så derefter ramme låret. Hun skriger af smerte, og gør det igen. Holder armen oppe et øjeblik, og lader den så hårdt som hun kan, ramme låret én gang til. Låret er ømt og helt blåt. Hun vil se blod, så hun slår på det igen. Og igen. Og igen. Og igen.. Smerten bliver større, og låret bliver rødt. Blodet render ned af det, rammer gulvet og danner en sø af blod. Hun bliver ved med at slå og flækker huden. Men hun er ligeglad. Hun overbeviser sig selv om at hun ikke kan mærke smerten, så hun slår igen. Prøver at ramme direkte på såret. Søen på gulvet bliver større, og blod flyder rundt i hendes klædeskab. Hun stopper op, og trækker vejret. Kaster murstenen fra sig og kigger på låret. Blodet render stadig ud, så hun tørrer gulvet med den brugte klud, og lægger sig derefter til at sove. Hun vågner ved lyden af døren i entreen blive åbnet, og en barnestemme sige: "Mor?"