Hundrede tusinde kilometer

Der var engang en pige der skreg i toget.
Hun vækkede manden ved siden af mig.
Men ingen rejste sig.
Gad vide hvor hun er nu.

Venner imellem

Nej, du skal ikke lige slukke fjernsynet.
Og nej, lad nu det glas være.
Ja, du må gerne rejse dig.
Og ja, badeværelset er på højre side.
Nej, jeg kan ikke høre dig.
Og nej, du skal ikke råbe højere.
Ja, mine forældre sover.
Og ja, de bliver sure.
Nej, jeg gider ikke det der.
Og nej, du skal ikke plage.
Ja, vi kan godt spille et spil.
Og ja, det her gør ondt.
Nej, du skal ikke puste.
Og nej, jeg har ikke brug for noget plaster.
Ja, du bør tage dine ting.
Og ja, trapperne er på venstre side.
Nej, hvad laver du nu?
Og nej, du skal ikke svare.
Ja, nu vågnede min mor.
Og ja, nu skal du løbe!
Nej, vent.

Tider

Med et sug i maven vågner jeg. Skide kontaktlinser. Et trefoldigt av og jeg lukker øjnene. Jeg falder og vandflasken irriterer mig, så jeg skubber den væk. Igen. Glemmer hvor klodset jeg er, mens mobilen rammer gulvet. Forarget sætter jeg mig op og skænker situationen en tanke.
Den er slem.

Mit sorte bryllup

På dette billige motel sad hun og holdte om ham, med et desperat håb om at han ikke ville fare af sted igen. Men håbet var slidt op, og var nu kun en ussel indbildning. Hun prøvede at holde ham tæt, så det ville holde op. Forsvinde. Men han blev ved med at ryste, og til sidst skubbede han hende væk. Han blik var koldt og længere væk end hun kunne tænke sig til. Hun vidste at det var tid til hans fix, selvom de ikke havde råd til det. De havde opgivet alt for forholdet. For kærligheden mellem dem. Selvom kærligheden mellem dem blev vist gennem sex. Nogle gange så troede hun slet ikke på de løfter, der engang for længe siden var blevet sagt foran Gud. Men det blev ikke bedre, end når de elskede. Når han blidt lod fingrene lege med hendes hals, forsvandt hun oppe ved de sorte regnbuer, som hun følte, hun ejede. Han kyssede hendes mave helt forsigtigt, som var hun et skrøbeligt glas, der var ved at gå i tusinde stykker - og han havde ret. Måske udnyttede han hende bare. Brugte hende. Som en sutteklud - en bekræftelse, en tryghed, eller blot noget han kunne fordrive tiden med. Hvad ville han med hende? Hvordan havde hun gjort sig fortjent til hans berøringer? Og hvor havde han lært det henne? Hun havde undret sig mange gange, og var altid endt op med intet andet end en lyst til ham. Så hun ventede på dagslys i håb om at han ville afsløre hans ansigt. Hans hemmelighed. Men han gjorde det aldrig. Hvorfor gjorde han det ikke? Hvad havde han at skjule? Hun kunne jo smage ham på hendes tunge. Var det hans tårer han ville skjule? Hun havde set dem, som den eneste. Han var så sårbar, når de lå dér og var tavse. "Vis mig dig", hviskede hun til ham, men det rørte ikke hans iskolde hjerte. Der var jo ikke en skid at vise, udover et tomrum fyldt med had til omverden, som han så desperat prøvede at forstå. For inderst inde... der elskede han hende slet ikke.
Han havde alt for mange andre ting på hjertet.

Sæsonens tanker

Larmende kom det forbi ligesom forventet. Det havde fart på og jeg frygtede for mit liv, hvis jeg havde stået foran. Men de lader ingen prøve – ingen må stå i vejen. Sikke en tragedie man ville skabe. Mærkerne på jorden viser vores grænse. En grænse lidt mere end det sædvanlige.
Hvem skulle også gå ind foran? De havde lige trådt her og nu er de væk. Min rejse begynder her. Min rejse til et fjernere sted, du ved, et sted uden navn. Eller også har det et navn, men i så fald ønsker jeg ikke at fortælle det, for det er mit sted, og du skal føle det, for at finde forståelse. For du ser ikke tingene som jeg gør, det kommer du heller aldrig til.
Det føles som en sjette sans og overlegenhed rører blidt min næsetip. Kradsende får jeg det til at forsvinde, og lader mine fingre efterlade et rødt mærke, som flere dage efter får mig til at spænde på pinebænken. Jeg gjorde det samme i huset med vinduerne, selvom de ikke bad om det. Jeg gjorde bare, hvad jeg følte Juni bad mig om. Snakker hun nogensinde til dig? Hvad med de andre?
Puster September dig i nakken og minder dig om at hun nu er ankommet? Hvad med Maj? Kilder hun blidt dine tæer? Jeg tvivler.Med ét sprang det i luften og fik mine omgivelser til at flyve. Over mig og under mig. Overalt så jeg nymalede blade, der roligt mindede mig om hadet til denne tid. Duftende kunne jeg vinke farvel til paradis, selvom hun sagde hun ville vende tilbage. Hun bad mig søge tålmodighed og glæde. Jeg bad hende synge en sidst sang.Du var der også. Hvad så du?

Det er et yndigt land

Hun åbnede sit sind for mig, og lod mig mærke hendes nøgne sjæl. Med blide kys fangede jeg hende. Du skulle have set hende ligge dér med sommersolen bagende på hendes smukke krop. Jeg kunne mærke hendes hjerte banke voldsomt under hendes hud, der kunne sammenlignes med silke. Jeg lod min finger strejfe hendes bløde læber, mens vinden fik hendes lokker til at flyve. Da hun trak sin arm tilbage, omfavnede jeg den kraftigt og ville ikke give slip. Jeg kunne se det gjorde ondt, men sikken dejlig arm. Hun havde ødelagt den. Jeg bad hende ofte om at lade være, men endte altid med at sidde tilbage og fortryde. Hun sagde engang at hun var på flugt fra mig, hvilket gjorde mig lettet. Hvad kunne jeg bruge hende til? Jeg var kun i live, når hun var nøgen. Hun skulle altid råbe om hjælp, ellers kunne jeg ikke. Hun skulle skrige at jeg var syg, ellers kunne jeg ikke. En enkelt gang slog jeg hende. Hendes øje var blåt i flere dage, og hun skammede sig. Jeg var ligeglad, for jeg var kun i live, når hun var nøgen.

Klædt i sort

Klædt i sort. Rød læbestift. Uduelig. Selvoptaget. En smule. Panisk.
Jeg rører mine læber. Rødt. Hvorfor denne røde læbestift, Herre?
Jeg er sort. Jeg er fri. Hvem er du?
Vi fejrer min sjæl, så hvorfor denne sorte dragt? Den sorte farve bliver erstattet af mine røde tårer. Jeg tørrer mine øjne. Herre. Tålmodighed tager tid. Dette fortæller jeg Dem nu.
..
Sirenerne lyder så kraftigt. Han vil have min sjæl, Herre. Jeg lovede ham den.

Skæve stunder

Et lille sted er lille i forhold til et stort sted. Et stort sted er stort i forhold til et lille sted.
Det bliver varmere og dine øjne søger i mørket. Deres blikke blotter dig,

mens din balance reagerer som en vindmølle. Rundt og rundt

kører du i en cirkel der er aflåst – og nøglen?
Den slugte den store slemme ulv.

Hendes blå mærker

Hun sidder altid alene i hjørnet, med armene rundt om hendes ben og rokker frem og tilbage, mens hun remser rim op. Hendes øjne er røde, og kroppen blå. Mærkerne fra de forrige gange kan stadig ses, og de gør ondt.Hun har lukket døren og lader ingen komme ind. Foroven hænger hendes tøj og jakker fint. De er troværdige. Hun snakker med dem om dagen. Påstår hun. Men ingen tror på hende. "Kvinden er blevet sindsyg" havde naboen sagt. Den nabo hun engang havde holdt af. Den nabo hun havde haft i mange år, svigtede hende nu. Svigtede hende efter alt hun havde gjort for ham. Hun var jo sindsyg. Hun kan se murstenen i øjenkrogen, og prøver at fortælle sig selv at det er forkert, men hun kan ikke holde tilbage. Hun rækker hendes spinkle arme ud, og tager fat i den. Den er tung, og får hendes arme til at ryste. Holder den ind til sig, og lader tårerne komme frem. Én efter én rammer de hendes nøgne krop. Hun leder efter et sted på hendes krop som ikke er blå, men hun har slået over det hele. Utallige gange før havde hun tæsket sin krop med murstenen. Ramte huden så hårdt, at blodet begyndte at komme frem. Hun kunne ikke forstå hvorfor hun gjorde det eller hvad der var galt med hende. Måske er hun sindsyg? Hun tørrer de ugyldige tårer væk, og mærker på sit lår. Finder en klud frem, og bider i det. Hun sørger for at hun holder murstenen ordentlig, og lader den så derefter ramme låret. Hun skriger af smerte, og gør det igen. Holder armen oppe et øjeblik, og lader den så hårdt som hun kan, ramme låret én gang til. Låret er ømt og helt blåt. Hun vil se blod, så hun slår på det igen. Og igen. Og igen. Og igen.. Smerten bliver større, og låret bliver rødt. Blodet render ned af det, rammer gulvet og danner en sø af blod. Hun bliver ved med at slå og flækker huden. Men hun er ligeglad. Hun overbeviser sig selv om at hun ikke kan mærke smerten, så hun slår igen. Prøver at ramme direkte på såret. Søen på gulvet bliver større, og blod flyder rundt i hendes klædeskab. Hun stopper op, og trækker vejret. Kaster murstenen fra sig og kigger på låret. Blodet render stadig ud, så hun tørrer gulvet med den brugte klud, og lægger sig derefter til at sove. Hun vågner ved lyden af døren i entreen blive åbnet, og en barnestemme sige: "Mor?"