Larmende kom det forbi ligesom forventet. Det havde fart på og jeg frygtede for mit liv, hvis jeg havde stået foran. Men de lader ingen prøve – ingen må stå i vejen. Sikke en tragedie man ville skabe. Mærkerne på jorden viser vores grænse. En grænse lidt mere end det sædvanlige.
Hvem skulle også gå ind foran? De havde lige trådt her og nu er de væk. Min rejse begynder her. Min rejse til et fjernere sted, du ved, et sted uden navn. Eller også har det et navn, men i så fald ønsker jeg ikke at fortælle det, for det er mit sted, og du skal føle det, for at finde forståelse. For du ser ikke tingene som jeg gør, det kommer du heller aldrig til.
Det føles som en sjette sans og overlegenhed rører blidt min næsetip. Kradsende får jeg det til at forsvinde, og lader mine fingre efterlade et rødt mærke, som flere dage efter får mig til at spænde på pinebænken. Jeg gjorde det samme i huset med vinduerne, selvom de ikke bad om det. Jeg gjorde bare, hvad jeg følte Juni bad mig om. Snakker hun nogensinde til dig? Hvad med de andre?
Puster September dig i nakken og minder dig om at hun nu er ankommet? Hvad med Maj? Kilder hun blidt dine tæer? Jeg tvivler.Med ét sprang det i luften og fik mine omgivelser til at flyve. Over mig og under mig. Overalt så jeg nymalede blade, der roligt mindede mig om hadet til denne tid. Duftende kunne jeg vinke farvel til paradis, selvom hun sagde hun ville vende tilbage. Hun bad mig søge tålmodighed og glæde. Jeg bad hende synge en sidst sang.Du var der også. Hvad så du?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar